Umiddelbart efter det islamistiske terrordrab på læreren Samuel Paty lavede jeg et hurtigt opslag på Facebook. Her skrev jeg, at vi nu formodentlig ville se en strøm af pressemeddelelser, udmeldinger, fatwaer og manifester fra forskellige muslimske organisationer, imamer og selvbestaltede talsmænd. Og ganske rigtigt: Fordømmelserne af terroristerne og sympatierklæringerne med ofrene blev postet og kommunikeret i en lind strøm.

Det er godt. Baseret på erfaring tror jeg desværre ikke, at det er godt nok. Denne Kronik handler derfor om det sprog, som bruges af muslimske aktører, når disse tragiske og farlige hændelser rammer vores samfund.