En ung mand i infight med ordensmagten i Frankfurt. En minister, der aflægger ed i Wiesbaden iført jeans og hvide gummisko. En langhåret parlamentariker med prins Valentin-frisure i hjemmestrikket sweater i Bonn, der tiltrækker sig kansler Kohls opgivende blik.
Disse tre billeder har for længst printet sig fast i tyskernes erindring, og skoene er sågar kommet på det historiske museum i Bonn. Den korporlige mand og den unge minister er Joschka Fischer, der senere blev den helt centrale figur for De Grønne. Den langhårede politiker er Walter Schwenninger fra selvsamme parti, og billedet med Kohl gik verden rundt som symbol på 80’ernes opbrud i tysk politik.


























