Der er gået over et år, siden George Floyd trak vejret for sidste gang. Myrdet af det politi, der skulle beskytte ham og alle andre borgere i USA. »I can’t breathe«, lød hans desperate råb om hjælp, mens politimanden Derek Chauvin dræbte ham på åben gade. »Don’t kill me«, sagde han, mens forbipasserende forsøgte at få politiet til at stoppe. Men med et knæ mod hans hals i 9 minutter og 29 sekunder blev livet presset ud af ham.
Drabet af George Floyd er en tragedie. Stadig her et år efter får jeg kuldegysninger, når jeg tænker på det. På magtesløsheden. Uretfærdigheden. På unødvendigheden. Et liv taget uden grund. Fordi man kan. Fordi hans liv ikke blev tilskrevet værdi.



























