I dag er det 150 år siden, Marcel Proust blev født. Hans hovedværk, ’På sporet af den tabte tid’, der udkom i årene 1913-27, betragtes som en af verdenslitteraturen største romaner om kærlighed og jalousi, om hukommelse og erindring, om livets forgængelighed og om genskabelse af fortiden.
Men romanen bliver sjældent præsenteret som det, den også er: en af verdenslitteraturens bedste beskrivelser af fremmedhed og andethed. Proust var homoseksuel og halvjøde, to identiteter, der medførte diskrimination, ydmygelse og udelukkelse. Det prægede hans liv og værk. I modsætning til Hamlet var spørgsmålet for Proust ikke »at være eller ikke at være«, men »at høre til eller ikke at høre til«.




























