Hvert år er der 600 selvmord i Danmark, og bag tallene gemmer der sig mange ulykkelige skæbner. Mange selvmordstruede mennesker søger hjælp på de psykiatriske afdelinger, men der er én type, som går igen – gang efter gang – år efter år. Lad os kalde ham for John.
John er en 55-årig mand, som har mistet sit arbejde som lagerarbejder på grund af en langvarig sygemelding efter en knæoperation. Han er bitter over den måde, fyringen er foregået på, og hans fagforening kører sag mod firmaet for uberettiget afskedigelse. Han blev skilt for et år siden. Han har et par gange optrådt voldsomt over for ekskonen. Han har dog aldrig slået hverken hende eller børnene. Men nu er der ingen kontakt til ekskonen og hendes to børn. Han har fremlejet en lejlighed, som han ikke har råd til at bo i. Bankkontoen er i minus. Han bliver nødt til at flytte, men han ved ikke, hvor han skal flytte hen. Han ved ikke, hvordan han skal klare sig, når hans sygedagpenge udløber. Han kan i perioder drikke rigeligt, men har aldrig drukket på arbejde og har aldrig kørt spirituskørsel. Det hele forekommer ham håbløst. Han er trist, vred og frustreret. Intet kan muntre ham op. Til sidst sidder han i sin lejlighed og har tanker om at hænge sig. Faktisk har han skaffet sig et reb. Han tror ikke på, at nogen vil hjælpe ham, og har kun foragt tilovers for forslag om at tale med en psykolog. Han har sendt en opgivende sms til en ven, som i sidste øjeblik overtaler ham til at tage med til psykiatrisk modtagelse.
