Forestil dig, at du i snart fire år har været adjunkt på et dansk universitet. Din videre karriere står og falder med, at der bliver opslået en lektorstilling, og at du bliver erklæret kvalificeret (første nåleøje) og derefter bliver foretrukket blandt andre kvalificerede af ansættelsesudvalget med institutlederen i spidsen (andet nåleøje). I sandhed et afgørende øjeblik.
Vejen til adjunktstillingen er lang og trang: Først gennemfører man en bacheloruddannelse, dernæst tager man en kandidatgrad. Så er der gået seks år. Dernæst lykkes det i konkurrence med mange andre at få et ph.d.-stipendium. Ph.d.-afhandlingen bliver skrevet på godt tre år, dernæst skal den forsvares. Så har uddannelsen samlet set taget ti år.




























