Hur kan en människa bli så lat?«, synger Cornelis Vreeswijk i ’Telegram för en bombad by’. Hvordan kan et menneske blive så dovent? Det menneske, han synger om, er en soldat. Soldaten orkede ikke at gå en lille omvej uden om jegets hus og sprængte derfor huset i luften.
Denne gamle antikrigssang randt mig i hu for nylig. Vi havde været i sommerhus og stoppede på hjemvejen et gyseligt sted i nærheden af Nyborg. Stedet var oversået med tankstationer og fastfoodrestauranter med drive-in-afdelinger: McDonald’s, Burger King, Carl’s Jr, Circle K, Monarch.