De nordiske lande består af Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt de selvstyrende områder Ålandsøerne, Færøerne og Grønland. Til sammen er vi 27,6 millioner indbyggere med et areal på 3,5 millioner kvadratkilometer (heraf udgør Grønland 2,1 million kvadratkilometer) og med et samlet bnp på 1.550 milliarder dollars (2020). Tilsammen er de nordiske lande verdens 11.-største økonomi og større end f.eks. Rusland og Spanien.
De fem lande og tre selvstyrende områder deler fælles historie, kultur, samfundsmodel, politiske systemer og i stort omfang sprog. Frem for alt føler vi alle, at vi tilhører et fællesskab: Norden.




























