En ny barselslov trådte i kraft 2. august og øremærkede 11 ugers barsel til fædre/medmødre med det formål at fremme ligestillingen, som et EU-direktiv foreskriver. Hvor øremærkning kan skabe en positiv og tiltrængt normændring omkring omsorg og husarbejde, er der endnu ingen evidens for, at det gavner den økonomiske ligestilling.
Hvad mere problematisk er, at aftalens nuværende udformning betyder, at knap en tredjedel af de danske spædbørn risikerer at starte endnu tidligere i institution. I et nyt dansk forskningsprojekt ved Københavns Universitet anslås det, at 29 procent af alle fædre ikke vil tage de 11 ugers øremærket barsel, med den konsekvens, at de pågældende spædbørn mister dem.




























