Kronik afSarah Momtaz
Sarah Momtaz er digter
Da vi kører ind mod parkeringspladsen, og jeg ser ham træde ud af sin bil, går hele min krop i alarmberedskab på et splitsekund. Det suser for mine ører, mine sanser er på én og samme tid skærpede og bedøvede.
Og jeg lod ham gå ind i svømmehallen, storsmilende og uden at ane, at jeg angstparalyseret måtte tage hjem igen med tørt badetøj og våde kinder.
Han var en bekendt. Vi kendte knap hinanden. Lidt kollegial smalltalk her og der. Som med alle andre mødte jeg ham med smil og venlighed, men aldrig mere end det. Han inviterede mig i foråret 2019 på en kop kaffe, og jeg takkede pænt nej.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
