I løbet af det 20. århundrede blev seksualmoralen i den vestlige verden mere og mere fri. I de senere år ser vi dog også en modtendens i form af de mange såkaldte #MeToo-sager, hvor kvinder fra især underholdningsbranchen og medieindustrien beskylder navngivne mænd for seksuelle overgreb, der ofte er begået for flere år siden. Disse overgreb er sjældent fuldbyrdede voldtægter, men oftere ting som pågående og grænseoverskridende adfærd, eller at man har følt sig presset ind i et seksuelt forhold.
I 1990’erne ville en #MeToo-sag have været helt utænkelig. Man blev anset for at være snerpet og kedelig, hvis man ikke var med på lidt gramseri, og den almindelige antagelse var, at kvinders og mænds seksualitet omtrent var ens.



























