DR’s nye dokumentar ’MGP: Børnefesten, der gik amok’ havde premiere 27. november på DRTV. Gennem fire afsnit møder seeren udvalgte deltagere fra MGP’s tidlige år (herunder undertegnede) og hører om deres oplevelser med MGP – både de gode og de mindre gode.
I programmet optræder desuden forskellige fagpersoner og branchefolk, som kommer med deres egne refleksioner og analyser omkring formatet i dets spæde stadie. I fjerde og sidste afsnit bliver der perspektiveret til i dag, hvor MGP i sin nuværende form bliver præsenteret som ikkekommercielt, i børnehøjde og på ’børnenes præmisser’, som en slags produkt af alle de erfaringer, DR har gjort sig fra de første sæsoner.