For nogen tid siden sad jeg på mit kontor på 2. sal i Retten på Frederiksberg, da mine tanker foran computerskærmen blev afbrudt af en hjerteskærende og vedvarende hulken, der kom fra det område i retsbygningens stueetage, hvor de store retssale er placeret.

Jeg trådte ud af mit kontor, kiggede ned og konstaterede, at gråden kom fra en kvinde, der foran indgangen til retssal 001 stod og holdt om en ung mand, der var iført en nydelig hvid skjorte og så alvorlig, men fattet ud. Lidt til højre for kvinden og den unge mand stod to uniformerede politibetjente, der så ud, som om de forholdt sig afventende. Den grædende kvinde, der klyngede sig til den unge mand, var tydeligvis hans pårørende, muligvis en kæreste eller en søster (fra hvor jeg stod, kunne jeg dog ikke se, hvor gammel hun var).