Lyt til artiklen
Om et år er jeg 67 og rammer dermed min officielle folkepensionsalder. Den snærende viden om, at alderdommen langsomt men ubønhørligt æder sig ind på mig, dræner min energi. En generel uoplagthed og selvcentreret optagethed af ømme led og muskler, træthedsfølelse og svigtende nysgerrighed på livet har mast sig i forgrunden krydret med frygt for krig, klimakatastrofe og klodens undergang.
Mismodet kulminerede i julen, hvor jeg havde ekstra tid til at hensynke i grublerier og bekymringer; hvad mere har livet at give mig, og har jeg i øvrigt noget som helst at give tilbage? Er der overhovedet nogen, som ser mig eller har brug for mig i denne verden – på jobbet og i privaten?
