Utallige er de gange, jeg har ledt efter min arbejdstelefon, mens jeg har talt i den. Kun overgået af det antal gange, jeg efter møder er styret direkte mod en væg, som jeg har hamret hovedet ind i, i frustration over at jeg nu igen fik sagt for meget, var for direkte og fik udstillet grimme følelser. Hvorfor kan jeg ikke bare tie stille? Hvorfor er min mund altid lukket med syv små højttalere?
Jeg er neurodivergent. Dette ord, der betegner personer med bl.a. autisme og adhd, har jeg først for nylig lært at kende. Det føles uvant at sige, at jeg er neurodivergent. Jeg har derimod et helt livs levet erfaring med at være ’the odd one out’; anderledes, weird, for meget og utilpasset.




























