Det ukrainske folks kamp mod den russiske invasion kæmpes modigt og vedholdende af hundredtusindvis af soldater i skyttegrave ved fronten. Det mindes vi dagligt om i nyhedsstrømmen. Men krigen udkæmpes også på hjemmefronten, hvor andre ukrainere, millioner, står for den daglige indsats for at holde sammen på sig selv, børnene, hverdagen, landet og troen på friheden og fremtiden.
Civilsamfundet har vokset sig stærkt, siden russerne besatte dele af landet i 2014, og nu demonstrerer ukrainerne, hvad frie mennesker kan gøre for hinanden og for det stærke fællesskab, de lever i nu. Den kamp er afgørende for, hvad der sker ved fronten, og også for, hvad der kommer til at ske efter krigen.




























