Da Sara Blædel og jeg i sin tid begyndte at plotte til krimien SÅR, blev vi ret hurtigt enige om, at vi gerne ville sætte fokus på de tiltagende udfordringer for børn og unge med mobning og udskamning online.
Vi oplevede en verden, der i tiltagende grad bliver mere rå, hvad onlinekommunikation angår. Da bogen så den 12. juni udkom, og vi var i ’GO’ Aften Danmark’ for at tale om den, ramte vi lige ned i en stor debat omkring netop skærmtid og effekten af tonen, som børn, unge og voksne møder online. Det satte ekstra skub i tankerne bag bogen, og jeg ser i dag debatten omkring skærmtid, onlinemobning og dalende livskvalitet som et af de vigtigste emner for os at agere på fremadrettet.




























