Når jeg går på arbejde og generelt navigerer igennem min dagligdag, behøver jeg som regel ikke at skænke min kønsidentitet en eneste tanke. Det er befriende. Jeg kigger ikke længere i spejlet og mærker en gribende trang til at blive hjemme, fordi jeg ikke vil have, at folk ser mig. Og det gør mig glad.
Min stigende trivsel og livsglæde kan jeg takke mine hormoner og min topoperation for, og det forløb gik lige så stille i gang i 2019 hos Center for Kønsidentitet i Aalborg. Nu forsvinder jeg nogle gange ind i min egen boble, hvor jeg nærmest glemmer, hvor svært det har været, fordi jeg er på den anden side og kan ånde lettet op. Men jeg tænker tit på alle dem, som ikke er i gang med deres transition endnu, og som stadig kæmper hver dag for at overleve med deres dysfori.
