De skilte sig lidt ud fra det mere krøllede universitetssegment, de to nydelige herrer i pænt tøj, som sad på tilhørerrækkerne ved mit ph.d.-forsvar i december 2016. Måske derfor gik jeg, inden det begyndte, hen og hilste på dem. Det viste sig, at de kom fra Aula-projektet. Søndagens forside på Berlingske med overskriften ’Forældreintra presser børnefamilierne’ havde fanget deres opmærksomhed, og de var nu kommet for at høre om min forskning om forældres oplevelser med det system, som Aula et par år senere skulle erstatte
Nogle måneder senere kom vi igen i kontakt. Fundene fra min ph.d. om Forældreintras bivirkninger havde gjort stort indtryk på Aula-folkene, som jo stod over for den opgave at skulle lave en platform, der var bedre end det forhadte Forældreintra. De var nu blevet optaget af de problemer, som et digitalt skole-hjem-samarbejde også medfører for forældrene: et stort og konstant arbejde med at følge med i, og op på, al informationen. Og de havde fået blik for, at forældre har meget forskellige forudsætninger for at kunne håndtere såvel et it-system som det faktum, at daglige beskeder fra skolen mange steder var blevet new normal.
