Vores hovedstad har de sidste 50 år gennemgået en rivende udvikling fra middelalderbymed brokvarterer til europæisk metropol med højhuse og storcentre. I slagskyggen af denne neoliberale solstrålehistorie finder vi kunstnerne og naturen, som igen og igen har måttet vige (atelier)pladsen til fordel for mere profitgivende byggerier.
Se igennem mig, selvom jeg er lidt snavset, de grå dråber på ydersiden, og farvede stænk på indersiden. Det regner nu, og på taget af mørkt tagpap over Føtex flyder lidt skrald rundt i pytterne mellem ventilationsskakte og tekniske installationer. Indenfor er der næsten tomt, enkelte reoler og flyttekasser er ved at blive båret ud, de mange lag af billeder stakket langs væggen er fjernet, musikanlægget er slukket, og køleskabet med rugbrød, mælk, og pikant-ost er tømt og sat i en flyttebil. Væggen modsat mig er malet hvid – og er ikke længere lyserød. De sidste kunstnere har hentet deres ting, og atelierfællesskabet Golden Enterprise har sagt farvel.
