Afvist. Afslag. Kasseret. Jeg er nok ikke den eneste. Jeg ved efterhånden, vi er rigtigt mange. Alt for mange, der bare accepterer, at sådan er det bare, dukker nakken og ærgrer os. Over at vi ikke er kvalificerede til at blive danske statsborgere i denne omgang. Ingen borgmesterhåndtryk eller rådhuspandekager. De absurde historier står i kø, og min historie er bare endnu en af slagsen. Men jeg vælger at fortælle den, selvom den formentlig drukner imellem de andre absurde historier, der relaterer sig til ansøgning om dansk statsborgerskab.
Jeg blev født i Winnipeg, Canada i 1957 af danske forældre. Mine forældre var udvandret fra Danmark til Canada i 1951, men valgte af forskellige grunde at tage tilbage til Danmark i 1965. Jeg var 8 år og skulle starte i dansk skole. Tre uger efter at vi havde sat fødderne på dansk jord, startede jeg i Hørsholm Skole og skulle stave mig igennem Søren og Mette-bøgernes stavepædagogik: »sta-, si’r sta; ve-, si’r ve; si’r sta, si’r ve, si’r sta-ve«. Dag ud og dag ind.
