I efteråret har Politiken haft travlt med at ynke de unge parkerede førtidspensionister. Beskæftigelses- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek hiver de gamle skandinaviske – protestantiske og socialdemokratiske – arbejdsmoraler frem, og Maj My Midtgaard Humaidans Ærø-manifest udskammes for at være selvpromoverende, utidigt selvrealiserende og ja, egoistisk.
Jeg modtager førtidspension på 12. år. Er 47 år, og dybt taknemmelig for, at den mulighed findes for mig. Efter et ungdoms- og voksenliv med en psykisk lidelse, men også gennemførte uddannelser i etnografi og kunstfotografi i Skotland, to vidunderlige døtre og et stærkt og godt netværk, kan jeg spore mig selv og min færden i de forskellige perspektiver, der har været på spil i debatten om førtidspension.




























