Tiden går heldigvis, og vi har nået enden af covid-19-krisen. Det er nu på tide at undersøge, hvad vi så har lært af det? Vi ser til vores store glæde, at Folketinget skal diskutere et forslag om sådan en evaluering 1. december.
Det har undret os at samfundet ligesom er gået hurtigt videre til den næste krise (Ukraine, klimaforandringer, Gaza), uden at der er en fornemmelse af, at vi har lært af vores erfaring og er bedre beredt til den næste pandemi. I stedet hører man om værnemidler, som bliver destrueret, og man ser landet geare voldsomt ned i overvågning, således at det er svært at vide, hvor meget smitte der er i samfundet. Teltene med tests og vacciner er taget ned, og glemslen sænker sig over de svære år. Men så er der nu tid og plads til at se på, hvad der skete, hvad vi kan lære af det, hvordan vi kan gøre det bedre, hvad vi opnåede, og hvad det kostede samfundet. Det er tid til at høste erfaringerne, således at vi er bedre rustet til en fremtidig pandemi.