For et stykke tid siden skrev Ove Korsgaard en kronik her i avisen, hvor hans påstand var, at humaniora og især universitetsfaget historie er i krise. Korsgaards kronik kan ses som et symptom på, at der er en meget udbredt ringe forståelse af, hvad humaniora egentligt er for uddannelser. Jeg skriver uddannelser i flertal, fordi der er ganske stor forskel på de humanistiske fag. Sprogfag, filosofi og historie er mere forskellige, end de er ens. Derfor skal jeg i det kommende holde mig til historiefaget, som er det, jeg som underviser kender til.

Problemet med humaniora og historie er, at de ikke lever op til det dannelsesmål Korsgaard opstiller. De bidrager ikke til national bevidsthedsdannelse. Humaniora og historie tilbyder ikke en samlet kosmologi, og giver ikke svar på, hvad vi som menneske og samfund skal gøre? Forklaringen er ifølge Korsgaard en forandring fra hans generation af humanister med sund fornuft til en ny generation af teoretiske forskere.