Vil du helst være teenager i dag eller i et andet årti? Jeg var teenager i første halvdel af 1990’erne, en periode fyldt med håb og optimisme efter Murens fald i 1989 og afslutningen på den kolde krig. I 1995 rejste jeg til et college i de amerikanske sydstater, og for at smage på min nye frihed købte jeg en brugt Chevrolet Malibu.
Jeg var 18 år og i mulighedernes land, og det virkede som en fremragende idé at få en navlepiercing hos den lokale tatovør, der imidlertid viste sig at være bedre til at tatovere end at pierce, for i en tåge af pot ramte hans kanyle temmelig skævt over min navle.