I Politiken 23. marts var der en historie om en præst, der flyttede fra Tåstrup til Røsnæs og tilbage igen. Og dermed kunne de fortælle en anden side af det gode liv på landet. Jeg bor i samme kommune og er selvfølgelig ked af, at de ikke blev lidt længere. For vi vil rigtig gerne have flere ud i landdistrikterne. Og især til vores kommune. Det er klart.
Jeg flyttede selv ud i 2018. Sammen med min mand købte jeg et meget nedlagt landbrug med 7 hektar braklagt landbrugsjord lige syd for Havnsø og efterlod vores store børn i lejligheden på Østerbro. Og vi har ikke set os tilbage siden.
Men jeg har dog lært, at livet på landet ikke altid kan leve op til sit ry som enkelt og let. Flytningen fra by til land er både fysisk og mentalt udfordrende. Naturen står ikke altid til din rådighed, men er noget, du må finde din plads i. Det samme gælder de lokale fællesskaber. De er der, men du skal gøre noget for dem.
Præsten fra Røsnæs/Tåstrup nævner fire udfordringer, som stod i vejen for deres drøm om livet på landet. Jeg kan godt følge ham og tror heller ikke, at han er alene med skuffelsen over landdistrikternes udfordringer. Jeg tillader mig derfor at komme ilende med lidt uddybende serviceinfo – tips og tricks om man vil – til eventuelt kommende udflyttere.
En veninde der bor på 5. sal på Østerbro udbrød i slutningen af januar: »Jeg har det, som om jeg har været med i Blade Runner i en måned!«. På trods af at lige den måned har været den mest regnvåde måned siden 1874, anede jeg faktisk ikke, hvad hun talte om.
Jo, det havde regnet. Det havde regnet rigtig, rigtig meget. Og alt var oversvømmet. Men der havde da både været dage med huller i skyerne, og flere lyse farver af grå. Og masser af udevejr. Så værre var det altså heller ikke med den der januar.
»Ja ja, vent I bare til november« sagde flere af vores venner, da vi købte vores gamle landbrugsejendom på kanten af foråret i 2018. Sommeren gik, og vinteren kom, og det viste sig at være fantastisk.
For gæsterne lukkede deres sommerhuse af for vinteren og tog hjem, bådene i havnen kom på land, og roen, samt ikke mindst mørket, sænkede sig. Og det blev tid til at tænke sig om, se en serie, læse en bog og bare gå lidt i hi, fordøje og formulde. Som naturen ude i mørket. Og glæde sig over alle de solopgange, man faktisk får en chance for at nyde i deres fulde længde.
Man kan fryde sig over sangsvanernes ankomst i november, og alle gæssene, lige frem til den første musvit melder det allertidligste forårs komme.
Vintermørket er et vilkår overalt i Danmark, men bor man på landet, er det mere et vilkår end andre steder. Men som sagt også en mulighed. Griber man ikke mørket, er vinteren lang på landet.
Så er der det med vennerne. Mit første råd er altid at sørge for, at der er plads til overnattende gæster. Bor man mere end en time væk, er det smart, at folk kan blive lidt længere. Ellers orker de sjældent turen.
Det kræver selvfølgelig også, at man selv orker, at ens venner bliver lidt længere. Vi var heldige, at vi flyttede ud stort set samtidig med (og indrømmet også på grund af) pandemien.
For det betød, at vores voksne børn og deres venner samt vores egne venner fik akut behov for plads og frisk luft, hvorfor de var nemme at lokke ud af byen. Men også efter corona har vi haft godt med besøg.
Det kræver kun, at man inviterer, og at ens kammerater gider at være på landet. Det er en god ide at finde noget at være fælles om. Vi har venner, der elsker at bygge. Heldigvis har vi masser at bygge på og med.
Så vi holder såkaldte Byg og Hyg-weekender med gode byggeprojekter, godt selskab samt masser af mad og drikke. Det er ret populært. De unge finder stor mening i at dyrke jorden regenerativt. De har lavet en skovlandbrugsgruppe, og så dyrker vi jorden regenerativt, betaler for frugttræer og bærbuske og giver plads til, at de rykker ind og fylder, griner, roder og regerer.
Nogle venner kommer hurtigt, og andre skal have et tilløb. Vi har en inkarneret storbykammerat, der altid truer med at komme med en brosten og en pose asfalt.
Men han kommer. Især hvis der er noget at lave. Det kan også være, at det er æblehøst, vandreture, havkajak eller et fristende vinterbad, der kan lokke dine venner. Alle kneb gælder. Men det kræver, at man orker at være vært. Og hvis intet af ovenstående virker, og dine venner stadig ikke kan få røven ud af city på en solskinsdag, så er måske tid til nye venner.
Hvis man ikke gider andre mennesker, kan livet på landet godt blive stille. Men jeg vil dog mene, at det sagtens kan lade sig gøre at holde sig uden for fællesskaberne. Men det går nok ikke som lokalsamfundets præst. Heldigvis.
Vi vælter os ikke i andre fritidstilbud, end dem vi selv skaber. Så alt fra Brugs, til værtshus, kajakklub og vandværk står på en lokal forenings skuldre. Når du flytter til et landdistrikt, flytter du ind i et levende system, der ikke er bedre end dem, der bidrager til det.
Nogle landsbyer er lyslevende og har gang i både fællesspisning, kulturhuse, friskoler og naturbørnehaver. Andre er stendøde. Det beror på, om de har fået fællesskabet til at leve.
Så når du flytter ud, er mit bedste råd, at du stiller dig til rådighed for de lokale fællesskaber. Det kan være, at du kan bruges til at dele vand ud til et større motionsløb (ja, det var en lang eftermiddag i en blå vest), til at male et fodboldmål, eller sætte badebroen op for sommeren.
Så er man i gang. Og så er næste skridt at få meldt sig ind i de af de lokale foreninger, der svinger bedst med egne interesser, og hvor man har noget at byde ind med. Mit bedste bud vil være, at der altid vil være noget for enhver smag. Hvad enten du går op i miljø, børneliv, motion, logistik, hygge eller politik.
Og ellers kan man mødes over opgaver, man skal have løst, hvor det er virkelig smart at entrere med de lokale håndværkere. Eller bare spørge naboen til råds. Det er også godt at have noget at dele ud af, noget andre har brug for. Både vores jordbor og trailer har f.eks. været i høj kurs. Så hvis du starter med at give, så får du en masse tilbage.
Vi har ikke små børn, så jeg skal ikke kloge mig på forskelle i legeaftaler og børneliv fra by til land. Men jeg ved, at man skal kunne lide at køre bil. For i landdistrikterne kører vi til alt: i skole, til håndbold, til læge, på biblo, i svømmehallen, på borgerservice, i Netto. I København var jeg passioneret city-cyklist.
I dag er cyklen kun til en tur på stranden. Alt andet er til fods eller i bil. For langt det meste er langt væk. Den offentlige trafik findes, men så skal man have god tid. Rigtig god tid. I vores lokalområde opfører kommunen nu en ny cykelsti. Eller vi kunne bare sige: En cykelsti, for der var ingen i forvejen, og børnenes vej til skole var tidligere tæt på livsfarlig, hvis den foregik på cykel.
Så bil er en nødvendighed. Og også gerne to, hvis man skal hver sin vej. Og en elbil er kun en mulighed, hvis du kan lade op derhjemme. Delebilsordninger eksisterer ikke. Men vi kan godt låne hinandens biler. Så du skal kunne lide at køre og køre langt, samt bakke med trailer. Hente og bringe til diverse togstationer. Og køre lidt længere, når toget pludselig ikke kører fra den station – på grund af sporarbejde.
Jeg kender en fyr, der bor langt ude på landet på Falster. De har ingen bil. Og fik i starten aldrig besøg. For deres naboer troede ikke, de var hjemme. Der stod jo ingen bil i indkørslen….
Noget af det mest øjenåbnende for os har været at flytte væk fra den talende klasses ghetto på Østerbro og ud til kanten af Kalundborg Kommune, hvor vi havde masser af fordomme om vores nye naboer.
Vi skulle lære kunsten at være sammen med mennesker, der overhovedet ikke ligner os selv. Og ja, det er en anden oplevelse at gå til aften-traktortræk i Svinninge end på vinbar på Trianglen.
Men så er det heller ikke værre. Faktisk er det befriende at få lov til at være sammen med andre mennesker uden at skulle dele alt fra smag i vin til politiske synspunkter.
Du starter bare ikke med at diskutere landbrugspolitik, når du flytter ud i det konventionelle landbrugs land. Men på et tidspunkt finder du måske ud af, at der er flere, som af mange forskellige årsager er kritiske over for de store svinefarme.
Vi hed øko-hippierne de første år, fordi vi hverken pløjer eller sprøjter vores jorde. Men vi hegner godt ind, dyrene er fine, frugttræerne gror, og det hele ser i det store og hele pænt ud. Og så er det vel godt nok. Øko eller ej.
Og så finder man ud af, at en af Danmarks største og dygtigste regenerative landmænd ligger lige rundt om hjørnet. Og en miljøforening, der arbejder mod CO2-lagring, en kulturklub samt vinterbaderne, og så er det hele pludselig meget mere mangfoldigt, end man gik og troede. Og folk er ikke, som man troede dem flest. Herude på landet.
Så ja, det er ikke for enhver at flytte ud. Det kræver en vis portion af overskud, både mentalt og ressourcemæssigt. Det kræver, at man gider de andre, at man finder glæde i de landlige omgivelser, i naturen, i mørket, i insekterne (og ja, de findes stadig, trust me).
Det kræver, at man trodser velfærdsstatens tilbagetrækning og orker at køre efter stort set alt andet end dit eget selskab, og hvad køkkenhaven måtte frembringe. Det kræver, at du har lyst til og mod på at skabe dit eget lokalsamfund. At du orker at bidrage med det, der er brug for. Og at du har lyst til at møde nogen, der ved første øjekast ikke ligner dig selv, men som du måske ved nærmere eftersyn har en masse til fælles med.
Livet på landet er ikke enkelt og let. Det stikker og lugter og blæser og mudrer. Det er dyr, der bliver syge, og træer, der går ud. Det er hul i taget og vand i kælderen. Og internet, der bare ikke virker.
Men overgiver du dig, kan du opleve, at der findes mange flere tider på året end de fire årstider. Du kan nyde ikke konstant at være omgivet af butikkers købstilbud – og af støj. Og du vil få mulighed for at opleve at blive genforbundet med noget, der er dybt menneskeligt meningsfuldt: forbindelsen til dig selv, til dine medmennesker og til naturen omkring dig.
fortsæt med at læse
