En populær opfattelse er, at danskere som gruppe er præget af en lønmodtagermentalitet, og at alt for mange har både for lidt risikovillighed og for lidt tro på sig selv. Derfor dyrkes iværksættere, som var det en mangelvare. Derfor bebrejdes kvinder for at være overforsigtige og for tilbageholdende med at søge forfremmelser, medmindre de har alle de krævede kvalifikationer, i modsætning til de mere risikovillige og selvsikre mænd.
Et relevant spørgsmål er, om opfattelsen af danskere som værende overforsigtige personer med manglende tro på sig selv er korrekt. Du kan måske begynde med en lille prøve: Tror du, at du har humoristisk sans under gennemsnittet? Tror du, at du som bilist er under gennemsnittet? Det regnede vi heller ikke med. Der kan være grund til at tvivle på myten om danskernes store forsigtighed og manglende selvtillid.




























