Det er myndighedernes anbefaling, at du og din husstand kan klare jer i tre døgn, hvis en krise rammer«, skriver Beredskabsstyrelsen i folderen ’Forberedt på kriser’. Folderen, der kan hentes på Beredskabsstyrelsens hjemmeside, og som sandsynligvis bliver husstandsomdelt efter sommerferien, anbefaler, at alle husstande har 9 liter vand per person, konserves af en slags, »som du og din husstand bruger i det daglige og kan lide«, samt andre fornødenheder som toiletpapir og bind, medicin, førstehjælpskasse, en powerbank til mobilen, kontanter, stearinlys, tæpper og varmt tøj.
Med disse tiltag er det tanken, at alle husstande skal kunne klare sig selv i tre dage, i tilfælde af at den offentlige infrastruktur (vand, elektricitet, internet og sundhedsvæsen) bryder sammen som følge af ekstreme vejrhændelser, cyberangreb, sabotage eller krig. I tilfælde af ’nukleare ulykker’ anbefales det desuden, at jodtabletter er til rådighed for ammende, gravide og i øvrigt personer under 40 år i husstanden.




























