"Velkommen til studiet - vi ses om 9 semestre, når det er tid til at skrive speciale." Nogenlunde sådan har jeg følt mit studieliv på Aarhus Universitet. Det har været en tid med nedskæringer, sammenlægninger og omrokeringer. En tid med rodløshed. En tid uden tilhørsforhold, uden kemi og - i mine øjne - uden sjæl. Jeg startede på historiestudiet i 2006 sammen med 25 andre. Det var den mest alsidige samling jeg tror jeg har set. Hele landet var repræsenteret: teenagere, udlændinge og en enkelt 40-årig. Hvis jeg ikke tæller meget forkert, er en tredjedel faldet, en tredjedel har udskudt sit studie, og den sidste tredjedel har fuldført studiet på den normerede tid. En ikke ualmindelig tendens, der ikke er begrænset til hverken Historie eller Humaniora. Det er ikke en god statistik for Aarhus Universitet og ej heller en god investering for samfundet. Jeg har længe været uforstående over for det faktum, at en forbedring ikke betyder en kvalitetsopjustering, men blot det samme til færre penge. Med sådanne nedskæringer i undervisning og fælles programmer mister alle organisationer, virksomheder og lignende, der gennemfører dem, en enormt vigtig ting: Deres sjæl. Krop, sind og sjæl er essentielle i enhver sammenhæng. Men i tider med nedskæringer og effektivisering er det kun de to første ting, der kan gøres op i tal. Hvor mange studerende er der? Hvor høje er deres karakterer? Sjælen glemmes. Af frygt for at lyde som en hippie - men jeg inspireres trods alt af 68'erne og deres opgør med professorvældet - så ser jeg modløst til, mens historiens vingesus overdøves af kampråb om optimering, effektivisering og internationalisering. Da universitet blev åbnet kort efter krigen var de klassiske fag nogle af de første, som blev oprettet, og de fik den mest centrale plads på studiet. Efter mere end et halvt århundrede flyttes de nu over i bygninger, de intet kender til og som ærligt talt ikke er skabt til studieliv, men administrative kontorer. Det er måske sigende, at det er teologerne, som står forrest i kampen for universitets sjæl. Som et af de sidste fag, der endnu ikke er flyttet, har de nu sammen med religionsvidenskaberne oprettet protestbevægelsen "Bevar Tåsingegade 3" - deres tilhørssted. Bygningerne, hvor man undervises i, er ikke blot lavet af stumme mursten. Der er graffiti på toiletdørene, gamle bøger med autografer, knirkende døre og dårlige stole. Man fornemmer de tidligere generationer og føler et fællesskab med dem. Men det vil ledelsen lave om på. Kære effektivisering, du som er i budgetplanen. Denne såkaldte effektivisering kaldt Den faglige udviklingsproces, betyder en fusion af flere fakulteter på mindre plads, færre bøger på mindre biblioteker, som ellers er essentielle for især humianorastuderende. Imens de studerende endelig er ved at rejse sig - mange er blevet flyttet trods komplet manglende forståelse for ansatte og studerende - tysser ledelsen på dem og siger: "It's the economy, stupid". Den ledelse, der siden 2003 ikke længere sidder på demokratiets usikre taburet, men med ansættelseskontrakten i orden og retten til at gøre stort set alt, så længe man har spurgt sig ad. De uforståelige eksempler på ledelsens vision er mange. "Publish or perish"-ideologien har fejlet og akademiske værker sættes i kø i et kafkask bureaukrati, så de er forældede, når de endelig udgives. Bevar Tåsingegade 3 har haft små sejre i forløbet og kæmper videre mod flytningen af deres studie - universitetssjælens sidste bastion. Undervisere, professorer og ansatte støtter kampen. Kampen som reelt set står mellem en håndfuld personer i elfenbenstårne, som intet kender til studierne, og dem, der studerer. Både de, der lærer, og de, der lærer fra sig. Både de, der knokler med bøger og de, der knokler i kantiner og på kontorer. Jeg føler mig en smule som en demonstrant i Occupy-bevægelsen, der har svært ved at se, hvordan 1 % kan bestemme over 99 %. Det er næsten mere absurd her. De studerendes medbestemmelse blev skrottet i 2003. Deres opråb bliver overhørt. Snart er der kun klassiske demonstrationsmidler tilbage: blokader, strejker, offentlighedens sociale sanktioner. Jeg har brug for det sociale, der er i et studie. Jeg mener, at jeg er en bedre studerende, når jeg studerer sammen med andre. Som jeg er en bedre arbejder, når jeg gør det med et team, en gruppe eller et hold. Ethvert projekt og enhver proces skal have krop og de skal have sind. Rammer og vision. Men de skal også have en sjæl. Der skal være en mening med det. Man skal kunne føle, at man nytter - at ens virkning sætter et aftryk på verden. Som selvstuderende historiker kan man ikke mærke sjælen på universitetet. Jeg er bange for, det er fordi, den ikke længere findes.