Alle partierne i folketinget anerkender psykiske lidelser. Ligeledes anerkendes det at psykiske lidelser skal behandles. Behandlingen kan tage flere former, men det overordnede formål er, at gøre de psykiske syge så raske, at de kan få et tåleligt liv og påtage sig et job. Er den psykiske syge i den uheldige situation, at blive rask nok til at påtage sig et job, men være uden arbejdsgiver, overgår vedkommende til det offentlige jobcentersystem. Som navnet antyder, er jobcentrenes funktion at hjælpe folk i arbejde, raske som syge. Problemet er imidlertid, at jobcentrene ikke er designet til at hjælpe de psykiske syge videre - tværtimod. Mange psykiske syge oplever jobcentersystemet som et forhindringsløb i slowmotion, der konsekvent og sikkert placerer dem bagerst i arbejdsløshedskøen, og kommer de endelig ud på arbejdsmarkedet, bliver det på en af de mange ordninger, der eksisterer, til en underbetalt løn, men hvor arbejdsgiveren kan bryste sig af, at tage et socialt ansvar. Det er ikke rimeligt, og den nye regering bør hurtigst muligt lave om på forholdende for de psykiske syge i jobcentersystemet. En ny model er påkrævet! En model der bygger på respekt, tillid til de psykiske syge og deres kvalifikationer, samt tillid til behandlingssystemet. Jobcentrene bør påtage sig rollen som en aktiv medspiller og ikke en passiv regel-rytter. En medspiller, der har et reelt ønske om at bidrage positivt til at løse problemerne for den psykiske syge i relation til arbejdsmarkedet.
En løsning på problemet er en model, hvor den psykiske syge, en repræsentant fra behandlingssystemet og en repræsentant for jobcenteret sætter sig sammen (bogstaveligt talt) og finder en holdbar løsning på, hvordan den psykiske syge med en given lidelse kan komme i gang på arbejdsmarkedet igen. Hvad skal der til og hvordan? Det er vigtigt, at den psykiske syge kommer ind i et parallelt forløb, hvor behandlingen udgør det ene ben, jobindsatsen det andet. Arbejdet skal naturligvis aflønnes efter overenskomst, idet mange personer med psykisk sygedomsagtens kan varetage normale funktioner. Denne model mangler i det nuværende system, hvor den psykiske syge er klient samt tovholder på sin egen sag, sagsbehandlerne er magtudøverne, der udøver deres magt i form af (meningsløs) kontrol, mistillid og registreringer (med henvisning til en §) af de psykiske syge, og behandlerne er dem, der hjælper de psykiske syge med at komme sig og blive klare til et arbejdsliv. De tre roller modarbejder hinanden i det nuværende system, og man kan groft sagt sige, at mens behandlerne repræsenterer en opbygningsprocessen, repræsenterer sagsbehandlerne i jobcentrene samtidig en nedbrydningsproces. De psykiske syge skal, efter bedste evne, manøvrere i mødet mellem disse to divergerende processer samtidig med, at de skal arbejde med deres lidelser. Det er unfair over for de psykiske syge og uhensigtsmæssig samfundsøkonomisk.
