Alle er vi offer for omstændighederne – også danske ingeniører, der i krisetider, skønt stor faglig ekspertise, sammen med samfundets øvrige ressourcer, døjer med at overskride `lydmurens`magiske 2,0 BNP - billedlig talt er det næsten som at være beskæftiget ved Titanic`s pumper for overhovedet at holde den synkende skude oppe, sådan var det 14. maj 1912 ved kollisionen med et isbjerg og sådan var det 26. november 1980, da den socialdemokratiske regering kolliderede med Bremerplanen, idet tidligere socialdemokratiske energiminister Poul Nilson, bedre vidende, med et spinkelt borligt flertal afviste planen, jf. SOC, A.m.b.A., dengang fremlagt som beslutningsforslag af Centrum Demokraterne ved Arne Melchior, der beskrev planen som en nyskabelse i debatten om grøn energi og påviser, hvordan der kunne skabes 336.000 grønne nye arbejdspladser årligt. Planen var udarbejdet i tæt samarbejde med danske erhvervsorganisationer, fagbevægelse og universiteter. Regerings afvisning begrundedes dengang med en opprioritering af aftalen med A.P. Møller om Nordsøolien, som indledning til en mørk fase i dansk energipolitik med massiv afbrænding af egne fossile brændsler, resulterende i en skønnet årlig ubalance, sammen med den øvrige verden på 1000 GWe milliarder ton kul og 5 milliarder ton CO2, hvor de globale problemer med svigt i energiplanlægningen fortsætter på andre fronter, selv 33 år efter Three Mile Islands atomkatastrofe i Harrisburg, Pennsylvania, USA i 1997, efterfulgt af Tjernobylulykken i 1986 og Fukushima i 2011– et antropologisk chok, hvorfor rationalitetsgrundlaget for kernekraften efterprøves på ny. For naturkatastrofer, som dem vi lige har oplevet i Japan – lever vi i en blanding af natur og samfund med etablering af atomkraftværker i jordskælvtruede områder, hvor ansvaret for afgørelser og følgerne af dem melder spørgsmålet sig hvem der skal på anklagebænken? Anklagepunktet er vanskeligt, vi har at gøre med en slags organiseret uansvarlighed med alles ansvar og ingens ansvar, ganske som når amerikanske præsidentkandidater forherliger a-kraften og samtidig ignorer videnskabelige fakta i klimadebatten i en situation, hvor begge energiformer i virkeligheden på glimrende vis kunne supplere hinanden, i betragtning af at VE ikke formår at dække det samlede energibehov på grund af sin noget lavere virkningsgrad i forhold til a-kraft. Den republikanske holdning må således antages at have ligget længe og ulmet i Repræsentanternes Hus og i Senatet, som simpel politisk taktik. Et forhold, der sandsynligvis var den egentlige årsag til, at det gik så galt på klimakonferencen i København, der blev afsluttet uden bindende aftaler, med senere konference i Durban, der heller ikke var nogen succes. Og når man på denne baggrund hører republikanske præsidentkandidater således benægte klimaforandringerne, er dette i sig selv et forhold, der er medvirkende til at afspore den globale energidebat!
Er der en undskyldning?
