I det moderne og hurtige forbrugersamfund bliver den klassiske musik ofte et udtryk for noget finkulturelt eller kedeligt, som kun er for de indviede. Desværre afspejles det også i det publikum, der benytter sig af den klassiske musiks tilbud. Fx er størstedelen af tilhørerne til en symfoniorkesterkoncert over 40 år, og det samme gælder i stigende grad også for orkesterets medlemmer. Ikke at der er noget galt i, at den ældre generation er den primære målgruppe, men hvem skal bære traditionen videre efter dem? Hvor er den unge generation, når de ikke sidder på de nummererede pladser i koncertsalen? De er fraværende, og det er der en grund til.
Klassisk musik er nemlig ikke særlig lettilgængeligt for den unge lytter. En symfoni på en times tid er meget svær at sluge uden at være klædt ordentligt på til det. Men hvis opgave er det at nå ud til de unge mennesker? Det er en opgave for alle de institutioner, som har med den klassiske musik at gøre, hvis de da anerkender vigtigheden af at videreføre og forny den flere hundrede år gamle tradition. Ansvaret ligger hos symfoniorkestrene, folkeskolerne og konservatorierne bare for at nævne få nogle af aktørerne.
