Enhver, der er født efter nittenhundredoghalvtredserne har allerede i sine unge år, fra forældre og skolens historiebøger med rædsel, skam og undren, hørt og læst om nittenhundredetredive og fyrrenes forførte tyske befolkning, hvordan kunne mennesker blande rationalitet, følelser og videnskab sammen i en så springfarlig cocktail? Uden øvrig sammenligning vil samme rædsel, skam og undren vækkes af historiebøgerne, når det tyvende århundredes conforme cocktail er sprunget. Cocktailen er så småt begyndt at sprække. Tv-serie om lykkepille-generationen, fokus på kost omlægningens betydning for den enorme gruppe med prædikatet ADHD, ADD, depression og angst og senest Henrik Day Poulsens udtalelse om pinagtigheden ved, at psykiatrien i nogle tilfælde kan komme op med flere modstridende rapporter om en og samme person. Det må antages, at person, der var anledning til Day Poulsens udtalelse, og hvis navn ikke fortjener mere spalteplads, har været igennem en mere intens diagnosticeringsproces end den Jonas på syv eller John på fyrre dagligt gennemgår før han får diagnosen depression, angst eller måske sågar skizofreni. Og hvad hvis de gjorde. Tænk en gang. Den ene dag kunne Jan være angst, den anden deprimeret, den tredje skizofren, den femte manisk og den sjette normal. Og hvornår får vi den? Diagnosen normal?
År 2000 til 2009 er antallet af mennesker, der får stillet diagnosen ADHD næsten tredoblet fra ca 3.000 til 11.000. Affektive lidelser (typisk depression) er steget fra 20.000 til 27.000, samt nervøse og stressrelaterede tilstande, der i samme periode er steget fra ca. 16.000 til ca. 27.000 (Tal fra det psykiatriske central forskningsregister). Det er bare tal og vi hører dem ofte. Men overvej hvordan vi vil blive husket, med hvilken forundring og skam spørgsmålene engang vil lyde fra fremtidens skolebænke.
