Det er en gammel sandhed, at brugerbetaling på uddannelse er socialt skævvridende. Brugerbetaling betyder, at kun unge af økonomisk velstillede hjem har mulighed for at starte og gennemføre en videregående eller en lang videregående uddannelse. Det er i sig selv et problem set i konteksten af regeringens målsætning om, at 60 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse og at 25 pct. skal gennemføre en lang videregående uddannelse. Skal dette realiseres er man simpelthen nødt til at åbne op for, at også ufaglærtes og faglærtes døtre og sønner kan starte på en uddannelse – uden at være nødt til at svinge enten Dankort, MasterCard, American Express eller en blanding af flere korts kreditmaksima for at få råd.
I hele diskussionen om brugerbetaling ligger også to forskellige opfattelser af uddannelse: Er det noget, som vi gør for vores egen skyld og selv skal betale, eller har samfundet så mange og store aktier i, at vi er veluddannede, at det er et fælles, dansk ansvar at investere i det? Det er Danske Studerendes Fællesråds helt klare politik, at vi både som studerende og som samfund har en interesse i, at så mange som muligt så let som muligt kan gennemføre en uddannelse. Det kan kun lade sig gøre, hvis samfundet anser uddannelse som en investering på alles vegne – ikke noget vi selv skal betale for.
