Der tales meget om hvorvidt vi er på vej ind i en ny økonomisk verdensorden. Baggrunden er at Kina, i modsætning til den vestlige verden er i økonomisk fremgang, og har en vækst på omkring 10-11 %. Samtidig oplever vi et USA der har voldsomme økonomiske problemer, høj arbejdsløshed og lav vækst, og et Europa der ligeledes kæmper med lav vækst og arbejdsløshed. Oven i denne situation, kan man tillægge at Kina er ved at udvikle sig til en økonomisk stormagt, og spås at blive verdens største økonomiske magt indenfor en overskuelig årrække. Det er muligt at disse profetier går i opfyldelse, men det er også muligt at den økonomiske virkelighed udvikler sig på en hel anden måde. Økonomi er som bekendt, og mange gange demonstreret, helt uforudsigelig. Det gælder selv planøkonomi, som i de lande den har været praktiseret, sjældent går efter planen. Men før vi proklamerer en ny økonomisk verdensorden, burde vi vel spørge os selv, om vi virkelig ser en spirende ny økonomisk verdensorden, og måske mere specifikt, hvad det er man skal forstå ved en ny økonomisk verdensorden. Hvis vi starter med det sidste spørgsmål, så må man vel konkludere at man med en ny økonomisk verdensorden, i virkeligheden mener en ny, eller anderledes, fordeling at de økonomiske ressourcer. Vi mener ikke at økonomien i sig selv er ved at forandre sig, og at nye økonomiske modeller er ved at udkonkurrere de 2 gamle grundideologier, planøkonomi og markedsøkonomi.
Den økonomiske udvikling der nu genererer velstand i Kina, er den velkendte markedsøkonomi, selv om den lever et isoleret liv i et samfund der ellers bekender sig til planøkonomiske grundideologier. Der er altså ingen grund til at tro at Kina er på vej med en ny revolution indenfor økonomien, der på nogen måde truer, eller erstatter, de økonomiske modeller vi har i den vestlige verden. Tværtimod er Kina i gang med at bekræfte den vestlige økonomiske tankegang, og kan på den måde siges at styrke den eksisterende økonomiske verdensorden. Det er vel heller ikke så underligt, at det sker, for drivkraften har for en stor del været den for markedsøkonomien almindelige metode, at flytte produktion til det sted hvor arbejdskraften er billigst, og det har den været i det førhen fattige Kina. Når vi derfor ser en stor del af verdens produktionsapparat ligge i Kina, er det fordi den vestlige verden selv har flyttet den dertil. Kina producerer varer til den vestlige verden, og derfor er Kina også med den økonomiske model de har valgt, afhængige af den vestlige verden. Kina er afhængig af at der er en købelyst i vesten, og Kina er afhængig af at deres produkter, og lønninger, forbliver på et prisniveau hvor det er attraktivt at købe dem for vestlige forbrugere. Derfor bliver Kina også en del af den samlede økonomiske markedsøkonomi, og vil højst sandsynlig opleve både højkonjunktur og lavkonjunktur præcis som man ser det i Europa, USA og Japan. Specielt i disse tider hvor Euroen og den amerikanske dollar, er blevet svækket. I den situation, mindskes forskellen mellem den kinesiske arbejders løn, og lønnen for arbejdere i den vestlige verden. Den reduktion i forskel kan allerede nu mærkes i Kina, ved at væksten bliver mindre, og sandsynligvis vil komme ned under 10 i løbet af 2010-2011. Det store spørgsmål er nok om Kina og Indien er i stand til at udvikle en økonomi der giver generel velstand til hele befolkningen, og ikke kun de ca. 30 % der i dag tager del i den økonomiske velstand. Hvis formålet med at være økonomisk stærk, er at man kan skabe et samfund hvor borgerne kan udfolde sig og udvikle sig individuelt, og have et højt materielt niveau, er en stor population ikke nogen fordel. En mindre population er nemmere at organisere, og kan bedre ensrettes på de punkter hvor det er væsentlig for samarbejdet og kommunikationen.
