Vi har i Ateistisk Selskab tidligere haft fornøjelse af Jens-Andre Herbeners skarpe kritik mod kristendommen i Danmark, i form af et veloplagt foredrag.[1] Men vores veje skilles helt, når han ikke kan se nødvendigheden af at forbyde en barbarisk praksis som omskæring af forhuden på forsvarsløse baby-drengebørn.[2]
Herbener skriver at et forbud ikke stopper omskæringen. Kan det nu passe? Et forbud vil alt andet lige hjælpe de progressive elementer i de jødiske og muslimske samfund til - med staten i ryggen - at argumentere for et stop for mishandling af børn. Et forbud vil gøre det klarere for fremtidige generationer af muslimer og jøder, at for at kunne kalde sig human, så må man ikke skære i børn. Jeg er også tilhænger af en pragmatisk tilgang til vores samfunds problemer, men i nogle tilfælde er det bedst at vores lovgivning afspejler den brutale sandhed. Det er den bedste måde at få folk til at lære det.



























