I 2020 skal det samlede danske arbejdsudbud være blandt de 10 højeste i verden. ” Vores velstand afhænger naturligvis af, hvor kløgtige og smarte vi er. Men den afhænger også af, hvor mange vi er på arbejdsmarkedet. Jo mere vi arbejder, jo rigere bliver vi. Jo flere, der arbejder, jo færre skal forsørges. Jo flere, der arbejder, jo færre føler sig overflødige. Et højt arbejdsudbud er både et bidrag til velstanden og et bidrag til en succesrig socialpolitik. Det er også en forudsætning for at finansiere velfærden samtidig med at skatterne holdes i ro. ” Er det så hele sandheden? Jeg tvivler stærkt. For eksempel udsagnet : jo mere vi arbejder – jo rigere bliver vi. Der skal ikke tænkes længe over det før man indser at det naturligvis ikke kan passe. Dels skal arbejdet jo resultere i noget som andre har interesse i at erhverve sig, før der kan komme noget positivt ud af indsatsen, og dels skal energiregnskabet være positivt, før man overhovedet kan tale om en gevinst. Hvis man forbruger mere i arbejdsprocessen end man skaber, bliver man fattigere jo mere man arbejder. Nøglen til velstand er produkt minus omkostninger. Tag som et eksempel en bonde der har en mark, hvor han dyrker korn. Hvis han er afhængig af at 40 mennesker med le, skal høste hans marker, vil det dels tage lang tid, og dels kræve at 40 munde plus egen familie skal mættes før der er et overskud. At det vil tage rigtig lang tid, udgør en negativ vækstfaktor, fordi andre produkter kunne have været produceret i den tid. Den bonde der har en mejetærsker, kan høste sin mark alene, med samme udbytte og på kortere til. Han bliver altså ikke rigere af at mange arbejder, men af at få kan producere meget med lave omkostninger. Det samlede arbejdsudbud er derfor ikke nogen god parameter for vækst i sig selv. Det kan være en god parameter socialt og psykologisk, fordi mange mennesker identificerer sig gennem deres arbejde. Men det kan selvfølgelig også være en god parameter hvis man kan skabe en situation hvor få producerer meget, samtidig med at alle er beskæftiget. Det ville naturligvis skabe et meget stort vareudbud, med lave omkostninger, og udfordringen ville være at få de mange varer afsat. Vækst drives primært af omkostnings reduktion. Det at varer og tjenester bliver billigere, resulterer i at flere får råd til at købe dem. Det at borgerne kan købe mere for den samme krone, er definitionen på reallønsstigning. Lønstigninger i sig selv har ikke nogen sund indvirkning på økonomien som helhed. Den primære opgave for samfundet at reducere priserne gennem at reducere varens og tjenesters omkostningsniveau. Det burde være unødvendig at fastslå her, men løn reduktion er ikke vejen til omkostnings reduktion. Lønnedgang giver kun en lokal effekt, men nedsætter mere generel købekraften, ( meget logisk egentlig: færre penge = mindre køb). Hvis det er meget vigtigt for det politiske system at alle borgere er i en eller anden form for beskæftigelse, er metoden at skabe tilstrækkelig stor variation i udbuddet af varer og ydelser. Jo flere forskellige varer der produceres, jo flere mennesker vil være beskæftiget med disse varer, og skabe en indkomst baseret på denne beskæftigelse. Betingelsen er naturligvis at der er tale om varer eller tjenesteydelser der er efterspurgt. Men det er en stor udfordring at skabe så stort et udbud af varer, og det er da heller ikke lykkedes for det politiske system endnu. Derimod er det en indlysende mulighed at øge brutto national produktet, gennem at rationalisere og automatisere produktionen. Hvis landet som sådan producerer mere og mere, har alle mulighed for at få del i en stigende velfærd, også selv om færre og færre er direkte involveret i produktionen.