Jeg sidder på min terrasse, på min plads, i hjørnet, i min stol. Fra denne position kan jeg beskyttet, og i fuldt beredskab, overskue den lille by. Jeg kan se de små forudsigelige rigide mennesker køre og gå rundt på veje og stier som var de små røde myrer. Jeg foragter dette scenario, denne tro på arbejderens lykke, denne naive glæde og forventning ganske som en tjener der arbejder ekstra hårdt for at tjene ekstra, uden dog nogensinde at komme i nærheden af den nydelse som hans gæst besidder, når han spiser den mad tjeneren aldrig får råd til.
Jeg bor på toppen og her befinder jeg mig godt. Folk fra byen skal gå op ad en lang bakke for at komme frem til mit kvarter, min vej, mit hus. Man kan se hvordan de slider sig vej op ad bakken i alt slags vejr. Det meste af året syntes det at foregå i mørke både når de går ned og når de går op. De knokler hele dagen på et kontor, i en hal, et plejehjem eller på et sygehus hvor de foretager nedre toilette på andre arbejdere der er blevet nedslidt af denne higen efter noget, de egentligt aldrig har tænkt over hvad indebar.
