I maj måned i år, fik jeg konstateret kronisk blødende tyktarmsbetændelse også kaldet Colitis Ulcerosa. Det var et chok, da jeg jo sådan set troede det var stress, der var grunden til min dårlige afføring. Derudover er der ingen i min familie der har været ramt af kronisk sygdom, og alle mine bedsteforældre er blevet over 80 år. Så jeg har altid anset mig selv for at have nogle stærke gener, og har altid dyrket meget motion. Men lige pludselig får jeg så at vide, at jeg er kronisk syg. Det har været hårdt mentalt det sidste halve år, at omstille sig og acceptere det. Og jeg er ikke sikker på, at jeg har accepteret det endnu. Jeg har den tanke, at når jeg nu har forvoldt skade på min krop, så må det også være muligt at gå den anden vej og gør skaden god igen. Men her er det jo så, at min historie om det danske sundhedsvæsen begynder.

Det var via en kirurg i mave-tarm sygdomme det blev opdaget, og han udskrev hurtigt nogle piller til mig kaldet Asacol, der gjorde at betændelsen gik i sig selv. Herefter blev jeg skrevet op til Hvidovre hospital, som fungerer som min base. Og når jeg tænker, at jeg bliver skrevet op til et hospital, så tænker jeg at man vil kigge på mig I et helhedsperspektiv. Altså ikke kun piller, men også andre former for behandling. I og med det er kronisk, og der altså derfor ikke findes nogen mirakelkur, så havde jeg en tro på, at man så lidt bredere på min situation. Jeg er ikke vild med tanken om piller. Piller er en nu og her løsning i mit tankespind, og bør aldrig blive en permanent løsning.