er titlen på en meget omdiskuteret bog, forfattet af Bjørn Poulsen så langt tilbage som i 1960. Den blev til i forlængelse af en konference, som blev holdt i samarbejde mellem Krogerup Højskole og det nye Louisiana-museum i Humlebæk, hvor den mest prominente deltager var daværende statsminister Viggo Kampmann. Han var så optaget af denne diskussion, at han i vinteren 1961 indbød 100 mennesker til et forhandlingsmøde på tværs af partipolitiske tilhørsforhold. Og så begyndte der at ske noget. Som ret ung dengang erindrer jeg tydeligt mangelen på fikspunkter, såvel politisk som kulturelt. DKP var et stalinistisk mausolæum, højrefløjen var enten bønder eller "Kjøbenhavnske" kapitalister, teaterlivet var stendødt, musikken var Giro 413 og filmene domineret af Morten Korch (røde danske malkekøer med Dannebrog i r....). En dag var min ældre broder og hans venner så venlige at medbringe mig til Studenterforeningens årlige revy: "Gris på Gaflen", og så kunne man begynde at vejre morgenluft. Der dukkede protestsangere op, små teatre (Fiolteatret f.eks.), anderledes film osv.osv. Således opmuntret (som efterhånden voksen) søgte jeg og fik et job i Kulturministeriet, hvor Niels Mathiasen var minister. Datidens Uffe Elbæk. Han havde tentaklerne ude allevegne, havde et enormt netværk og ingen, absolut ingen satte spørgsmålstegn véd, hvilken balletdanser han boede sammen med. Det var en dejlig tid, for der skete sgu' noget. En aldeles revolutionerende filmlov, intet mindre end verdens bedste (sammen med Sveriges), som vi stadig nyder godt af. Dansk film har været på landkortet i årtier. Selv var jeg, som overflyttet til det spritnye Filmakademi i orkanens øje, for vi blev sørme besat af Rifbjerg, Reich Kløvedal med samt deres chillums. Filmproduktion skulle "folkeliggøres". Hver mand sit 16 mm kamera. Det var ret kontraproduktivt. I.C. Lauritzen, min elskelige chef, holdt med hård hånd politiet væk til fordel for dialogen. Nok om det. Desværre er vi nok engang endt i et "værdipolitisk" tomrum. Visse ismer døde med Berlinmurens fald, og dette nyfundne "fællesskab" har i al væsentlighed givet sig udslag i, at borgerskabet i alle lande forener eder. Hvem vil ikke gerne hæve sig over "arbejderklassen". Desværre gik dette materialistiske tomrum galt, så vi sidder tilbage med bankpakker, usælgelige ligusterhække, åndssvage TV-serier og et sammenrend af politikere og journalister, der ikke just udmærker sig ved andet end at klø hinanden på ryggen. Men det er da fint, at vi - i mangel af bedre - kan finde ud af at dæmonisere muslimer og pege fingre af de uheldige, der ikke for tiden har et job. Værdipolitikken - altså ikke i Pia Kjærsgaards forstand - har trange kår. I den sidste udgave af "Debatten" på DR2 om fattigdom i Danmark, mente den frafaldne radikale, S.E. Amnitzbøl, at INGEN er fattige. De kan da bare tage sig sammen og skrotte smøgerne og hundemaden, så lever de fedt! Er vi som nation nok engang ved at ende i åndelig og politisk armod? Jeg vil gerne være glad og stolt over at være dansker, - men det bliver sværere og sværere.