Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, vil sammen med partiet Venstre og Liberal Alliances kuglestøder Joachim B. Olsen tage hjælpen fra pigerne i Tønder sagen. Det er jeg stor modstander af. Helt konkret vil de sætte kontanthjælpen ned. En markant stor del af kontanthjælpsmodtagerne er mennesker der er sygdomsramte og en stor del af denne gruppe er ramt af alvorlige psykiske lidelser. Det er lidelser der ofte er opstået somfølge af synlige eller usynlige omsorgssvigt i barndommen. Mange er vokset op i familier med forældre uden sociale kompetencer, forældre med misbrug af alkohol eller stoffer, og ikke mindst i familier hvor de har været udsat for incest og andre forfærdelige overgreb. En helt logisk konsekvens for disse mennesker er nu at de har svært ved at håndtere den opgave det er at skulle tage vare på egen tilværelse i voksenlivet. De har et socialt og ofte psykisk handicap der vil påvirke dem resten af livet. Mange vil igennem personlig udvikling kunne få en relativ god og fornuftig tilværelse, men selvom de nu er fyldt 18 år eller måske er kommet et godt stykke op i 20erne er der stadig lang vej igen før de er i stand til at fungere på lige fod med alle andre. Det overser disse politikere eller også er de egentlig ret ligeglade. De forventer at det vil hjælpe disse mennesker på kontakthjælp hvis de får færre penge i offentlig ydelse. De forventer at det vil motivere dem. Motivere dem til hvad ? Til at søge det arbejde som de mentalt og socialt ikke har muligheden for at varetage ? Eller vil det motivere dem til selvdestruktiv adfærd, og selvmord ? Når mennesker på kontanthjælp udtrykker at de ikke gider at arbejde, så bør man spørge sig selv om det for den berørt ikke er lettere at sige ”Jeg gider ikke” – fremfor ”Jeg kan ikke, for jeg er øddelagt af det mine forældre udsatte mig for da jeg var barn”. Den tanke har tilsyneladende ikke strejfet mange mennesker når man ser på den offentlige debat, og slet ikke når man ser på de nævnte politikkeres holdninger. Mennesker der helt logisk er ramt af personlighedsforstyrrelser, spiseforstyrrelser, selvskadende adfærd, misbrug, ptsd m.m. vil i deres optik komme i arbejde ved at man sætter kontanthjælpen ned. Ser man på pigerne i Tøndersagen og de mange mennsker der har oplevet lignende ting men som medierne aldrig har skrevet om, så vil de når de fylder 18 år og de psykiske konsekvenser for alvor melder sig blive mødt med en ydelse der gør det svært at håndtere tilværelsen. Samtidig skal de igennem en jungle af behandlingstilbud arbejdsprøvninger m.m. Desuden bruger de tusinder af kroner på medicin hver måned fordi det offentlige tilskud kun dækker en lille del. Udgifter som vi andre ikke har. Nu skal de så have en lavere ydelse. Var det en idé at man lavede en ydelse for mennesker som er ramt af alvorlig sygdom – for dem der rent faktisk ikke kan arbejde ? Så kan de få der kan men ikke vil arbejde komme på en kontanthjælpsydelse der er lavere end idag. Men det vil politikkerne nok ikke gå med til. Det er jo også indlysende. Når man er psykisk syg så råber man ikke op og stiller krav. Så her er det let at spare. Lad mig minde om Kristian Ditlevsens bog – ”Det bliver sagt”. Ja det bliver sagt, men det bliver ikke råbt højt. Bankerne derimod, der bærer ansvaret for at vi skal spare penge i det offentlige. Bakerne siger ikke tingene, de råber det. De råber så højt at politikkerne ikke tør sende regningen for finanskrisen til dem. Mit håb er at pigerne i Tøndersagen idag har fået det så godt at de ikke er på kontanthjælp men derimod er igang med at få en god uddannelse. Jeg ved at mange andre der har oplevet lignende ting ikke når dertil. Dem vil Mette Frederiksen, Joachim B. Olsen og Venstre nu straffe. Velbekomme og godt nytår!