Jeg er træt af folk der kalder mig ekstremist. Jeg er træt af dem, der prøver at umyndiggøre mig ved at sige at jeg er en sød lille anarkist, der en dag bliver voksen, liberal og fornuftig. Jeg er træt af at blive kaldt naiv fordi jeg tror på frihed OG lighed. Jeg er træt af at blive kaldt outreret fordi jeg stemmer blankt. Jeg er træt af at mit håb for verdenen ikke er et gyldigt håb, udelukkende fordi jeg ikke tror på kapitalismen. Men mest af alt forstår jeg det ikke. Det er som om at kapitalismen og forbruget er det eneste gyldige svar på verdens problemer. Man må ikke modsige sig kapitalismen, for så modsiger man sig fremskridtet, velfærden og velstanden. Jeg er træt af at blive annulleret i politiske debatter, fordi jeg ikke mener at uendelig, evig (forbrugsorienteret) vækst er vejen frem. Men der er også spørgsmål som man ikke må stille kapitalismen, og dens fortalere. Der er spørgsmål der bliver affejet med heskerteknikker som umyndiggørelse og latterliggørelse. Blot fordi man tillod sig at undre sig over, hvordan kapitalismen egentligt har tænkt sig det kunne fungere. Vi har kun én jord. Det tror jeg, flertallet kan blive enige om. Men ofte virker det som om at den kendsgerning er blevet glemt. Vi taler om vækst – forbrug mere, køb mere, smid mere ud – Men hvor kommer ressourcerne fra? Hvis alle havde samme levestandarder som danskere, ville vi have brug for 4 ½ jordkloder for at dække forbruget ind. [1] Det kan godt være min naturvidenskabelige undervisning har været forfejlet, men umiddelbart skulle jeg mene at der er noget der ikke hænger sammen. Vores overforbrug er fint kamufleret under ordet ”levestandarder” – Det er en ret, en standard, at forbruge som vi gør i Danmark. Men hvad så, når de tidligere fattige lande kommer til vækst, og gør krav på de samme ”standarder”? Hvor mange jordkloder skal der så til? Hvad vil der ske når jorden ikke længere er i stand til at følge med i produktionen af de ressourcer, som vi har brugt som var det en uudtømmelig kilde? Det er en ganske relevant debat, men der er ingen der vil tage den, fordi vi er bange for det mest åbenlyse svar. Der er ingen der har lyst til at sige det højt, men i-landenes forbrug og velstand ville ikke kunne eksistere uden u-landenes fattigdom, i kraft af at der simpelthen ikke er ressourcer nok til hvis alle mennesker levede som de i i-landene. Hvorfor er det naivt at tro på at det faktisk kan lade sig gøre at udrydde ekstrem fattigdom? Hvorfor er der ingen der vil anerkende at der er folk der dør af sult, imens at andre er ude at købe endnu en Rolls-Royce? Hvorfor er det overhovedet sådan? Hvorfor er det forbudt og skamfuldt at håbe på en mere jævn fordeling af ressourcerne? Alle de ting jeg har skrevet her, er de ting man ikke må spørge kapitalismen om. Ting der bliver affejet, fordi det ikke passer ind i deres økonomiske utopi. Det er spørgsmål der ikke bliver besvaret, og slet ikke hvis det er mig der spørger. Fordi jeg ligger nederst i det politiske hierarki, og det er ikke nødvendigt at retfærdiggøre sig selv overfor ”radikaliserede ekstremister”. Jeg siger ikke at vi alle sammen skal være primitivister, anti-kapitalister, anarkister, kommunister, og alt ved siden af eller derimellem - Jeg siger bare: hvorfor skal de, der er det kaldes ekstremister og annulleres fuldstændig i den politiske debat?
[1] Kilde: stopspildafmad.dk / WWF, living planet report 2012
