Når jeg åbner min Facebook eller andre sociale medier popper det op med invitationer til demonstrationer og underskriftshjemmesider mod nedskæringerne i SU’en. Medstuderende fra alle dele af landet hidser sig op over at vi er ”mere værd end det” og ikke har fortjent at blive frataget vores retmæssige månedlige portion lommepenge. Selvfølgelig forholder det sig heller ikke således i alle tilfælde og det er da klart som blæk at der er studerende rundt omkring i landet som vitterligt ikke kan få hverdagen til at hænge sammen uden SU-bidraget. Men det ændrer ikke på at vi er nogle af de mest generøse i hele verden til at lange penge over disken til gavn for de studerende.
Det de studerende for længst har glemt er jo at et af SU’ens grundlæggende hovedbudskaber altid har været at give den sociale lavklasse en mulighed for at uddanne sig på lige linje med elitens børn. SU’en skulle være med til at udviske sociale skæl og give alle lige mulighed for at udnytte deres interesser, evner og ambitioner gennem det danske uddannelsessystem. Dog for at undgå at SU’en bliver en ”taberstøtte” eller et ”fattigrøvsbidrag” skal den være for alle – reguleret efter behov, naturligvis. Alle undersøgelser viser at dette ikke er lykkedes som håbet. Den laveste sociale klasse hænger stadig bagefter og bliver endnu ikke uddannet på lige linje med de privilegerede fra økonomisk stærke hjem. Bl.a. derfor kan jeg ikke andet end at slå mig for panden, når jeg læser indlæg som ”skal vi have dårlig samvittighed over at være heldige?” fra d. 20 februar. For nej, det skal vi jo ikke. Men det skader heller ikke lige at stoppe op engang og tænke over hvad der i virkeligheden er grunden til vores ”held” – nemlig de mindre privilegerede, der stadig hænger bagefter.
