Skal jeg, som et handicappet adopteret menneske takke mine adoptivforældre for, at de netop adopterede mig, og for at jeg fik muligheden for at komme til Danmark? Selvfølgelig er jeg glad for at være i live. Ingen tvivl om det, selvom jeg mange gange har ønsket mig død. Men hvorfor er det så svært for mig, at sige tak for livet - også selvom - jeg har fået den forbandet opvækst, som jeg har fået? Mit eget svar, er at jeg gang på gang i min opvækst her i Danmark har følt mig svigtet af mine adoptivforældre. For den, som havde mest brug for kærligheden, men ikke fik den: Mig. Den, som havde mindst brug for kærligheden, men fik den: Min lillesøster, som er mine adoptivforældres biologiske barn.
Det, som har reddet mig for ikke at forlade livet, men derimod kæmpe for at forbedre forholdene for mennesker med handicap og give de adopterede en stemme, er to mennesker. Den første er min forhenværende psykolog, som i den grad satte mig i gang med at tænke over, verdenen IKKE er sort/hvid, men der imellem det sorte og hvide masse, er der også en del fyld, som hedder den grå masse; eller rettere nuancerne. Den største gave jeg fik af hende er, at når jeg kommer i vild diskussion, så er det ikke ensbetydende med, at jeg kun har ret, men vi begge ud fra hver vores verden/synspunkter har ret, og derfor afslutningsvis børe være ENIG MED AT VÆRE UENIG! Den anden jeg kan takke for, er min tidligere kontaktperson fra et værested for sindslidende. Det er hendes skyld, at jeg har fået så meget overskud og tiltro på mig selv, at jeg har oprettet Facebook-siden:” Forbedr forholdene for mennesker med handicap” og lavet demonstrationer for at sætte fokus på handicappedes vilkår og nu her på det sidste: Råbe op til fordel for adopterede.
