Indtil for en lille måneds tid siden gik min datter i 0. klasse. Noget hun overvejende var positivt stemt overfor, endog selvom hun ellers dag to meddelte, at hun ikke var sikker på, at skolen var noget for hende. Hun skulle være stille i ALT for mange timer. Nu er min datter ikke mere ubehøvlet end folk er flest. Hun er bare enormt nysgerrig og videbegærlig. Og så er hun vokset op i en kulturkreds, hvor vi tror på at videnstilegnelse sker i samspil med andre, og at nye og bedre idéer kan opstå, hvis man kommunikerer med andre. Og det gør hun GERNE. Så meget at en del af det jeg som forælder har måttet hjælpe hendes lærere med at lære hende er, at der faktisk er 22 andre børn i hendes klasse. Børn, der ligesom hende, gerne vil sætte ord på deres oplevelser og tanker.
Så selvom jeg er enormt stolt over min datters ordforråd, så lærer jeg hende, at hun må holde mund en gang imellem, så de andre også kan komme til.
