Efter det forløb som lærerne har været igennem, så bliver vi nødt til at starte på en frisk, hvis folkeskolereformen skal have nogen form for chance for at blive en succes. En af forudsætningerne for dette er tillid mellem lærerne og deres ledere. Man kan håbe på at der bliver lavet nogle lokale aftaler så der igen bliver god stemning og vilkår på landets folkeskoler og fokus kommer til at ligge på den gode skole og ikke bureaukrati og timetælling. Men den øverste leder for lærerne kommer vi ikke til at kunne stole på igen, hun vil for altid være printet ind i vores hoveder som utroværdig og en af bagmændene til det overgreb som lærerne har været udsat for. Så derfor bliver Christine Antorini nødt til at gå af som undervisningsminister, fordi hende kan ingen af os stole på igen. Alt som vil komme fra hende vil automatisk fremprovokere en trodsreaktion og en slags "det kan hun glemme" holdning.
Man kunne så argumentere for at os "utilpassede og forkælede" lærere da blot selv kan smutte, og det kan man da have ret i, men det er altså noget smartere at 1 person som mange lærere ikke føler de kan stole på smutter, end at en hel masse lærere skal smutte.
