Vi bor sammen i et land, der hedder Danmark. Og det land har siden, ja, nærmest endda før, Stauning, været et land, hvor man støttede sin næste og vi i fællesskab bar hinanden frem. Det var de værdier jeg blev givet af min mor og det er de værdier hun fik, af sine forældre og de generationer før, har alle forsøgt at placere en stærk næstekærlighed i højsædet. Men i disse år, får den lov til at vige pladsen, til fordel for andre og mere moderne værdier. Og det kan skam også sagten være gode værdier, der også skal værnes om. Det kan jeg ikke benægte, men jeg ønsker ikke at se det mine forældre og deres forældre før dem, har arbejdet og kæmpet for, synke i grus, bare fordi vi har en række regeringer, der ikke har fællesskabets interesser for øje. Så hellere gøre noget, så vi igen kan have en stat, et samfund og et fællesskab vi kan være stolte af. Ikke fordi der er nogen der siger, vi skal have det, men fordi, det er det vi tror på. SÅ jeg må sige stop, til den regering vi har nu, selv om jeg selv har stemt den ind. Hvis det var muligt ville jeg trække min stemme tilbage, men da det ikke er det, må jeg hæve den ene stemme jeg har. Og så må jeg råbe. STOP! I den her sag, betyder etablerede partier intet, da de ikke lader til at et eneste parti som sådan kan gøre hele forskellen og de allerede haft deres tid, haft deres chancer. I mine øjne er tiden næsten forpasset, så i stedet for at stå, må der handles.
Men hvad kan vi som folk stille op?
