Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Læserbreve

Miniputter tvinges til at være politiske reklamesøjler

Fodboldklubber tvinger børn og unge til at agere reklamesøjler for en politisk forretning.

Læserbreve

Lige siden jeg selv løb rundt på diverse danske fodboldstadioner og meget modvilligt og påtvunget reklamerede for Varde Bank, har det undret mig, at forældre til hundredtusinder af glade fodbolddrenge og -piger år efter år stiltiende har accepteret, at deres poder hver weekend i fodboldsæsonen har ageret levende reklamesøjler for mere eller mindre odiøse forretningsforetagender.

Fodboldklubber landet over har for at legitimere dette forhold og formentlig for ’at lukke munden’ på enkelte forældre, der har vovet at sætte spørgsmålstegn ved denne praksis, henvist til, at børne-ungdoms-fodbolden udgjorde en stor økonomisk belastning for moderklubberne.

Man har således på den baggrund været nødt til at skaffe ekstra ressourcer fra diverse sponsorer, der efterfølgende har bidraget med trøjer, træningsdragter, fodbolde etc. Den leverede fodboldekvipering er ofte forsynet med så store reklamer fra sponsorfirmaet, at man indimellem har været i tvivl om, hvilken klub børnene egentlig spillede for.

For mig at se er klubberne gennem denne udvikling ude på et politisk-ideologisk overdrev

Ud fra mit personlige kendskab til praksis omkring børne-ungdoms-afdelingernes økonomi er det umiddelbart svært at anvende dette argument for nødvendigheden af ’de levende reklamesøjler’.

Virkeligheden er, med de varianter, der naturligvis optræder, når vi taler om tusindvis af fodboldklubber, at:

  • trænerne arbejder frivilligt og er ulønnede
  • forældrene transporterer selv børnene til og fra kampene
  • forældrene vasker på skift det beskidte fodboldtøj
  • kommunerne giver landet over tilskud til driften af klubberne og vedligeholder ofte banerne.
  • Helt op til U10/11 er det normalt en forælder, der varetager dommertjansen

Ovennævnte praksis gælder normalt fra 5-6-års alderen og op til U10/11.

Sammenholdes disse kendsgerninger med de ofte høje kontingenter, børnenes forældre bidrager med, er det ærligt talt svært at få øje på de store udgifter til børne-ungdoms-fodbolden. Samtidig synes argumenterne for at misbruge de mange fodbolddrenge og piger som reklamesøjler at fordampe i sommervarmen.

Man kunne naturligvis forsøge at overbevise sig selv om, at en reklame for den lokale brugs eller slagter aldrig har skadet nogen. Selv en reklame for et pengeinstitut kan vel, om end med besvær (finanskrisen), accepteres inden for ’den danske model’.

Modellen bygger som bekendt på, at arbejdsmarkedets parter, LO og DA, principielt efter en ’konfliktmodel’ (mulighed for strejker, lockouter, blokader etc.) forhandler sig frem til aftaler på arbejdsmarkedet for den efterfølgende overenskomstperiode.

Aktuelle eksempler fra et par af Danmarks superligaklubber synes dog at signalere en ny og anderledes uacceptabel praksis på dette felt.

Ser vi eksempelvis på EFB, har flere af børne-ungdoms-holdene her fået fodboldtrøjer og træningsdragter af organisationen Det Faglige Hus. Her bevæger vi os pludselig over i en helt anden kategori af reklame, nemlig åbenlys politisk-ideologisk reklame.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det Faglige Hus kan næppe karakteriseres som en fagforening, men er snarere en forretning. Organisationen støtter eksplicit en ’harmonimodel’ (læs: Arbejdskøbere og de ansatte har samme og ikke modstridende interesser).

Ifølge EFB’s bestyrelsesformand, Søren Copsø, kan man ikke spille på hold i EFB, hvis man (...) nægter at lade sit barn spille i en EFB-trøje med store reklamer for Det Faglige Hus.

Samtlige teoretikere, der har ytret sig i den sammenhæng, argumenterer mig bekendt eksplicit for, at de ’gule fagforeninger’ på sigt derfor er med til at undergrave det velfærdssystem, vi alle sammen har været med til at bygge op gennem de sidste 40-50 år.

Ikke mindst takket være de ’traditionelle’ fagforeningers kamp for almindelige borgeres levekår. Det Faglige Hus kan på den baggrund ikke med rimelighed placeres inden for ’den danske model’

Der synes m.a.o. at være en ’kvalitativ’ forskel på at reklamere for den lokale slagter og alternativt at reklamere for en ’gul’ fagforening som Det Faglige Hus.

Set i lyset af ovennævnte konstatering forekommer det aldeles grænseoverskridende, at forældre, hvis børn spiller fodbold i superligaklubben EFB, tvinges til at acceptere, at deres børn agerer levende reklamesøjler for Det Faglige Hus i weekendens fodboldkampe.

Ifølge EFB’s bestyrelsesformand, Søren Copsø, kan man ikke spille på hold i EFB, hvis man (læs: en forælder) eksempelvis nægter at lade sit barn spille i en EFB-trøje med store reklamer for Det Faglige Hus. Læs det lige igen: Man kan ikke spille børnefodbold i EFB, hvis man ikke ønsker at spille i en EFB-trøje.

Eftersom børnene ikke kan forholde sig til reklamer på det samfundsmæssige niveau, er det naturligvis forældrene, der tvinges til at acceptere EFB’s praksis, for hvem vil være skyld i, at barnet ikke kan komme på hold og spille kampe?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For mig at se er klubberne gennem denne udvikling ude på et politisk-ideologisk overdrev, svarende til at man eksempelvis accepterede Det Konservative Folkeparti eller for den sags skyld Enhedslisten som sponsor for børne-ungdoms-fodbolden.

Kunne man forestille sig, at DBU og/eller de enkelte kommuner vurderede fodboldklubbernes praksis på dette felt? DBU som klubbernes hovedorganisation og kommunerne som en del af klubbernes økonomiske fundament.

At fortsætte den nuværende praksis forekommer under alle omstændigheder aldeles uholdbart.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce