Venstre har det seneste stykke tid givet danskerne et lille glimt af, hvad der står på menuen, hvis de kommer til magten. Den står på nulvækst i det offentlige, brugerbetaling på uddannelserne og hos lægen, tysk løn og svensk skat.
Det er jo i virkeligheden fair nok, idet det er deres ideologiske grundlag, at man står sig selv nærmest og er sin egen lykkes smed. Der kan jeg bare konstatere, at velfærdsstaten med sit fællesskabsorienterede fundament står i stor kontrast. Det er i virkeligheden ikke så underligt, at Venstre ønsker de ting. De har ideologisk set altid villet et opgør med det velfærdssamfund, vi kender til. Det underlige og fuldstændig groteske er efter min mening, at de prøver at føre danskerne bag lyset i forhold til, hvilke konsekvenser det vil få for vores samfund og for den enkelte borger. Venstre reklamerer med, at det vil skabe mere lighed, flere muligheder og mere frihed for den enkelte, fordi man ikke skal betale så meget i skat og dermed får flere penge udbetalt.




























