På Ulla Nygaards hjemmeside d. 22/7 kan man bl.a. læse under artiklen” Færre får fleksjob og pension”:” Arbejdsmarkedsstyrelsens tal viser, at kommunerne er længe om at tage den nye lov i anvendelse. I det første halve år af 2013 er der kun påbegyndt 361 ressourceforløb i 43 kommuner. 55 af de 98 kommuner er endnu ikke begyndt at tilbyde ressourceforløb, som hele lovgivningen er indrettet efter, og som kan være afklarende i forhold til fleksjob eller førtidspension.”
Samme dag kom det frem på diverse netaviser, at færre er kommet på førtidspension. Og som der står på jp.dk:” Førtidspensionen er godt i gang med at pensionere sig selv. I løbet af et år er antallet af nye førtidspensionister faldet med godt 25 procent på landsplan. Det viser nye juni-tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Og i Randers er tilgangen faldet med hele 63 procent, mens Næstved, Vejle og Odense tegner sig for henholdsvis 48, 43 og 37 procent færre(…)- Du kan selvfølgelig være født så handicappet eller have pådraget dig så stort et handicap ved en ulykke, at du ikke har nogen som helst arbejdsevne. Men for alle andre hedder det fleksjob, job med et meget lavt timetal eller ressourceforløb, siger arbejdsmarkedschef i Randers Kommune Ole Andersen til Ritzau."




























